Fornylig skulle jeg i retten i Svendborg. Ja, ikke fordi jeg havde gjort noget ulovligt og nu var på vej i fængsel. Men fordi jeg skulle dække en retssag for avisen.

Frisk og frejdig drog jeg ad rute 44 mod Svendborg. Der var mørkt som i graven i retslokale 7, da "min sag" skulle begynde klokken ni.

Jeg forhørte mig i receptionen. Manden bag skranken tjekkede på sin computer.

"Næh. Den er aflyst".

I den situation ville mange bande og svovle over at have spildt over en time af livet - og ikke mindst arbejdsdagen - på en forgæves tur fra Faaborg til Svendborg og tilbage igen. En time på landevejen til ingen verdens nytte.

Men sådan ser jeg nu ikke på det. Tværtimod.

Jeg elsker at køre bil, og jeg elsker at lade tankerne fare, når man kører dér ud ad landevejen. Jeg synes, det er fantastisk at få noget tid foræret, hvor man med god samvittighed ikke behøver foretage sig noget som helst ud over bare at sidde dér bag rattet, styre bilen og kigge på landskabet, der glider forbi - og tænke tanker.

Det sidste er det allerbedste. At sidde i en bil, der kører ud ad en vej, er et fedt sted at tænke tanker. Man kan tænke afsindig mange tanker, når man kører bil. Man kan få rigtig meget fra hånden oppe i hovedet.

I mange år pendlede jeg mellem Faaborg og Odense. Jeg var så heldig, at jeg normalt først mødte på arbejde omkring klokken 14 og fik fri omkring klokken 23. Det vil sige, at jeg undgik myldretiden i begge ender.

Når jeg kørte hjem om aftenen i timen op mod midnat, følte jeg, at jeg havde landevejen og hele verden for mig selv. Især ugens sidste time søndag aften lige inden midnat er magisk. Her føler jeg, at hele Danmark er gået i seng og hviler ud inden en ny barsk uge.

Nogengange lægger jeg en plan for, hvad jeg vil tænke over, mens jeg kører. Måske nærmer vi os jul. Så tænker jeg: På den her tur mellem Faaborg og Odense vil jeg tænke over, hvad børnene skal have i julegave.

Engang havde jeg en kæreste i Aarhus. Det betød, at jeg ofte kørte mellem Faaborg og Aarhus fredag aften og retur mandag morgen.

Jeg har tænkt mange tanker på E20 og E45. Udtænkt mange gaveideer. Talen til min datters konfirmation blev skrevet i hovedet på motorvejen mellem Odense og Aarhus.

Når jeg er ude på en opgave, har jeg ofte lavet overskriften, indledingen og måske endnu mere oppe i hovedet, når jeg kommer tilbage til redaktionen.

Jeg har ladet mig fortælle, at vores lokale stjerneforfatter Jesper Bugge Kold skrev sin debutroman, "Vintermænd", i bilen, mens han pendlede mellem Svanninge og Svendborg. Han formulerede det hele oppe i hovedet og indtalte det på diktafon - og pludselig var der en bog.

En af mine bekendte sagde engang, at hun hader at køre bil i Sverige.

"Det er jo ikke andet end lange lige landeveje med grantræer hele vejen", sagde hun.

Sådan ser jeg ikke på det. Jeg elsker lange lige landeveje med grantræer. Jo længere og mere lige vejene er, og jo flere grantræer der er, jo mere elsker jeg vejene.

Jeg ville elske at køre i bil til Nordkap eller Gibraltar - eller tværs over Canada, USA eller Australien.

Så nej. En tur til en aflyst retssag i Svendborg er skam på ingen måde spild af tid. Det er kun en berigelse.

P.S. Klummen her blev skrevet oppe i hovedet den dag på vejen hjem til Faaborg.