For et par uger siden skrev kollega Maria her i klummen om truede ord. Gode, gamle danske ord og vendinger, som er ved at forsvinde ud af sproget. Ord, som ikke burde forsvinde. Ord, som vi kun kan redde fra at uddø ved at bruge dem noget mere.

I dag vil jeg så skrive om nye ord og begreber, der er dukket op i det danske sprog gennem de senere år. Ord, som aldrig burde være opfundet. Ord, som hurtigst muligt burde forsvinde ud af sproget igen.

Og her må jeg altså gribe i egen barm, eller i hvert fald i eget fag. For indimellem korser jeg mig over journalister. Ikke mindst over de ord og udtryk, de finder på.

En af mine største aversioner dukkede hyppigt op i medierne igen i den forgangne uge efter drabet på en tidligere bandeleder i København. "Rocker- og bandekonflikten". "Rocker- og bandemiljøet".

Vi hører det igen og igen: "Politiet vil ikke udelukke, at skudepisoden kan være rocker- og banderelateret".

Det er jo det værste vrøvl. Det giver ingen mening.

Da jeg var barn, var rockere også en slags bander. Man talte om rockerbander. Der var Hells Angels. Der var Bandidos. Og sikkert flere endnu. Men de var alle sammen rockerbander.

Siden opstod der voldelige konflikter mellem rockere og indvandrere - eller rockerbander og indvandrerbander.

Men enten fordi det trods alt er for langt et udtryk at bruge i avisoverskrifter, eller fordi mange journalister finder det politisk ukorrekt at bruge ordet "indvandrer" i forbindelse med noget negativt, er det forfejlede og forkvaklede begreb "rocker- og bandekonflikten" opstået.

Det er lige så meningsløst som at sige:

"Både kvinder og mennesker har godt af at spise gulerødder". Hvad tror I lige, Dansk Kvindesamfund ville sige til den?

Der findes jo masser af bander. Ikke bare rockerbander og indvandrerbander. Her i kommunen har vi sågar en busbande, der kæmper for ordentlige busforbindelser. I Odense har de et pensionistorkester, der hedder Odense Banden. Og forleden døde Morten Grunwald - det sidste levende medlem af Olsen-Banden.

Et andet udtryk, der irriterer mig grænseløst, er opstået i forbindelse med "den store togplan", hvor mantraet er: "Timedrift mellem de store byer".

Nu har jeg tilfældigvis haft modeltog som barn. Jeg var otte år, da jeg i julegave fik et Märklin MY-lokomotiv, en personvogn og en oval bane med et enkelt sidespor. Siden kom der flere lokomotiver, vogne og skinner til, og jeg kan love jer, at jeg har kørt mange intercitytog mellem København og Frederikshavn med mit modeltog.

Da jeg var 10 år, kunne jeg samtlige jernbanestationer på den strækning udenad. Det var længe før, intercitytogene begyndte at stoppe i Langeskov og Hedensted.

Så jeg ved godt, hvad timedrift betyder. Det betyder, at der kører tog en gang i timen på en given jernbanestrækning.

Men i "den store togplan" betyder "timedrift", at det skal tage en time at køre med tog fra København til Odense, igen en time fra Odense til Aarhus og så igen en time videre til Aalborg. Eller en time fra Odense til Esbjerg.

Nu har journalister og politikere gentaget det så mange gange, at befolkningen er blevet vildledt og tror, det er det, der ligger i "timedrift".

På mange måder er journalister som får, der render forvildede rundt i en fold uden mål og med. Hvis ét af fårene pludselig gør noget nyt og anderledes, tror alle de andre får, at det har fundet på noget genialt - måske fundet et hul i hegnet ind til folden ved siden af, hvor græsset er meget grønne og saftigere.

Så da nogen i sin tid opfandt "rocker- og bandekonflikten" og "timedrift", tænkte alle de andre journalister, at det da lød meget smart. Og så bliver de ved med at skrive det i blinde uden at tænke over, hvad det er for noget vrøvl, de skriver.

Og så ender det med, at end ikke en udflytning af Dansk Sprognævn til Bogense kan forhindre, at de forvrøvlede udtryk bliver optaget som en officiel del af det danske sprog.

Det er, hvad man kalder sproglig udvikling. Eller afvikling.